Osama bin Laden truer Frankrig med bål og brand

8. november 2010


Bin Laden har sendt Frankrig en ‘krigserklæring’: Franskmænd vil blive dræbt,  hvis de ikke trækker sig ud af Afghanistan samt ophæver den franske burkalov. Men årsagen til bandbullen skal faktisk findes i Niger, Mali og Mauritanien. Bin Ladens budskab er, at franskmændene skal holde sig fra dette område. 


En mediebombe sprang den 27. oktober. Den dag sendte Osama bin Laden via den arabiske TV-station al-Jazeera en ‘krigserklæring’ mod Frankrig. Over æteren lød det, at franskmænd ikke længere skulle tro, at de kunne leve i fred og sikkerhed i Frankrig, i Nordafrika eller i Afrika. Det skulle de ikke ifølge bin Laden, fordi Frankrig ligesom USA dræber uskyldige kvinder og børn i Afghanistan. Bin Laden advarede om, at Frankrig vil lide samme skæbne som USA: “Frankrig skal tænke over, at USA er på kanten af bankerot som resultat af sin uretfærdige krig mod Afghanistan, og USA vil blive tvunget til at trække sig ud af Afghanistan i løbet af meget kort tid. Frankrig kan kun bevare sin sikkerhed, hvis det ophører med sin undertrykkelse af afghanerne. Hvis ikke det sker, vil franskmænd blive dræbt, således som I dræber os muslimer”. Bin Laden nøjedes ikke med at spå om fransk økonomisk bankerot. Han truede også med, at franskmænd i Afghanistan kunne risikere at blive halshugget, fordi der er vedtaget et forbud mod at gå med burka i Frankrig.  
 

Det handler om Nordafrika

Frankrig har aldrig tidligere været udsat for så direkte en al-Qaeda-trussel. Og det er til trods for at Frankrig allerede fra dag ét har været med i krigen mod Afghanistan. Frankrig har for tiden udstationeret ca. 4.500 soldater og politifolk i Afghanistan. Men Frankrig deltog ikke i Irakkrigen, hvad der sikkert har skånet det for direkte trusler. Hvorfor så pludselig en bandbulle mod franskmænd, der på en eller anden måde deltager i krigen i Afghanistan? Og hvorfor pludselig en advarsel mod Frankrigs burkaforbud, der blev vedtaget i september 2010, når nu Frankrig allerede i 2004 var ude med en slørlov? Denne lov fremkaldte ingen direkte al-Qaeda-trussel, selv om diverse islamister både i og uden for Frankrig krævede at den blev ophævet. Der faldt derimod hurtigt ro over den islamiske modstand over slørforbuddet. Så hvorfor er loven mod burkaen og krigen i Afghanistan pludselig blevet sat så højt på al-Qaedas trusselsdagsorden? Svaret er at finde i Sahel-området, som omfatter Senegal, Mauritanien, Mali, Niger og Burkina Faso. Alle disse lande er tidligere franske kolonier. Frankrig er stadig involveret både militært og økonomisk i disse lande. Franske sikkerhedseksperter og militærrådgivere træner disse landes hære og sikkerhedsapparat mod interne oprør. 
  
Samarbejdet mellem Frankrig og ovennævnte stater har været en offentlig hemmelighed i herrens mange år. Men nu er dette samarbejde blevet skydeskive for bin Ladens trusler. Der er to årsager hertil. Den ene er, at bin Laden vil vise verden, at den voldelige islamiske gruppe AQIM, dvs. Al-Qaeda i det islamiske Maghreb (Nordafrika) er en reel del af al-Qaeda-netværket og derfor yderst farlig både for regeringerne i Sahel og for Frankrig. Den anden er, at bin Laden vil ‘straffe’ Frankrig, fordi Frankrig i juli 2010 sendte specialstyrker til Mali for at befri en franskmand, som var blevet kidnappet af AQIM.
 
Al-Qaeda, kidnapninger, narko, våben og smugling i Sahel-området
AQIM, som oprindeligt hed GSPC – Den salafistiske gruppe for prædiken og kamp – har specialiseret sig i kidnapning af udlændinge og angreb på nordafrikanske og Sahel-landes soldater, politi og kaserner. GSPC har sin oprindelse i den blodige vold i Algeriet i 1990erne, hvor den som islamisk, voldelig gruppe bekæmpede det algeriske regime. Det lykkedes imidlertid det algeriske regime delvist at knægte GSPC, efter at gruppen i 2007 havde sendt selvmordsbombemænd ud for at dræbe statsligt ansatte. 30 blev dræbt og ca. 200 sårede. GSPC forsøgte oven i købet at dræbe den algeriske præsident Bouteflika. Det mislykkedes og derefter indledte de algeriske sikkerhedsstyrker en veritabel klapjagt på GSPC, som blev trængt tilbage til det bjergrige Kabylien i det nordøstlige Algeriet. Allerede i 2006 havde GSPC etableret kontakt med al-Qaeda, men det var først efter bombeattentaterne og efter det algeriske regimes delvise ‘inddæmning’ af GSPC, at gruppen i 2007 skiftede navn til AQIM, fordi den trængte til at få et ‘boost’ for at kunne overleve. AQIM er stadig først og fremmest en algerisk gruppe, med tre algeriske ledere (emirer) – men den har også tiltrukket marokkanere, libyere og islamister, der har været med i krigen i Irak. I modsætning til GSPC, som primært holdt sig til voldelig angreb mod især repræsentanter for det algeriske regime, er AQIMs mål at regionalisere og internationalisere sin vold mod ‘nære og fjerne fjender’, som al-Qaedas ideologiske bannerfører, den egyptiske læge al-Zawahiri, opfordrer til. Gruppen har stadig baser i Kabylien – men størstedelen af dens medlemmer opererer fra det sydlige Algeriet og ind i det kæmpestore, tyndt befolkede Sahel-område, der befinder sig uden for statslig kontrol.
 
AQIM er ikke en sammensvejset gruppe. AQIMs tre ledere konkurrerer heftigt med hinanden om herredømmet, dels over AQIM, dels over indtægter fra kidnapninger, narkotikahandel, våbensalg og smugling af især cigaretter, som en af AQIMs ledere styrer. Denne leder bliver derfor i folkemunde kaldt ‘M. Malboro’. AQIM har specialiseret sig i kidnapninger af udlændinge i Sahel-området. Denne business giver gode penge i form af store løsepenge, som er med til at finansiere gruppens aktiviteter. Til trods for interne stridigheder mellem de tre ledere om fordelingen af ‘rovet’ og om herredømmet over Sahel, har de tre ledere en fælles interesse i at blive forbundet med al-Qaeda på det retoriske og symbolske plan, for at signalere til omverdenen, at AQIM er en trussel for regionen, USA og Europa. At kalde sig medlem af AQIM giver trusselsstatus, hvorimod en gemen gangster ikke får den samme trusselsopmærksomhed.
 

Fransk militærintervention, nej tak

AQIM har kidnappet ca. 20 udlændinge inden for de sidste to til tre år. I april 2010 kidnappede gruppen en franskmand, som den førte til et skjulested i det uvejsomme, nordlige Mali. Den franske præsident Sarkozy tog initiativ til, at Frankrig sammen med Mauritanien udførte et militært raid ind i Mali, for at befri den kidnappede. Militæroperationen lykkedes: syv terrorister blev dræbt under kampenene. Men ‘patienten’ var allerede død. Han var rimeligvis blevet dræbt nogle dage forinden. AQIMs svar lod heller ikke vente på sig. Den 16. september samme år kidnappede gruppen i Niger syv udlændinge, hvoraf fem er franskmænd. Set med AQIMs øjne gik regnskabet op: syv dræbte islamister mod syv kidnappede udlændinge. Få dage efter kidnapningerne udførte mauritanske soldater – muligvis igen sammen med franske specialstyrker – en raid ind over Malis grænser mod en AQIM-base. Ifølge franske medier blev otte soldater dræbt, men det vides ikke, om de er mauritanere eller franskmænd, ej heller om der var islamiske terrorister iblandt de dem. Under alle omstændigheder så det ud som om AQIM gik ud af kampen som sejrherre.
 
Der foregår for tiden hemmelige forhandlinger om løsladelse af de syv kidnappede. Men ingen ved mellem hvem og ingen ved, om Frankrig vil betale løsepenge. AQIM er sikkert ude på at trække forhandlingerne i langdrag for at ydmyge Frankrig, og Frankrig overvejer givetvis, om det skal intervenere militært endnu engang. Men sporene fra de tidligere militære interventioner skræmmer sikkert. Det er således lykkedes for AQIM med sine 200 til 400 indrullerede islamister at sætte Frankrig i en slem kattepine, og det er lykkedes bin Laden med sine retoriske og ideologiske udfald mod Frankrig at rette voldelige islamisters øjne mod Frankrig.
 
Hvis Frankrig intervenerer militært vil det give anledning til anti-franske reaktioner – det være sig fra befolkningerne som fra Sahel- og nordafrikanske regeringer. Desuden vil det opildne AQIM til yderligere terrorhandlinger. Der findes et anti-terrorsamarbejde mellem Frankrig og de involverede landes regimer. Og siden 11. september 2010 har USA også været dybt involveret i det. Men ét er samarbejde, noget andet er tydelig militær intervention, som vil synliggøre regimernes mangel på kontrol over deres egne territorier og dermed vise, at de stadig er afhængige af deres gamle kolonimagts militære ressourcer. 
 

Regionalt anti-terrorsamarbejde – et fata morgana?


På et G8-antiterrormøde i oktober 2010 i Bamako, hovedstaden i Mali, gik alle Sahel- og nordafrikanske lande imod direkte udenlandsk intervention – det være sig fransk som amerikansk. De forsøger selv at etablere et regionalt anti-terrorsamarbejde. Algeriet er således sammen med Mali, Niger og Mauritanien i færd med at oprette en fælles kommandostruktur i byen Tamanrasset i det sydlige Algeriet. Hensigten er at udvikle et fælles efterretningssystem og måske med tiden oprette fælles militære anti-terrorenheder. Det springer imidlertid i øjnene, at Marokko ikke deltager i dette samarbejde. Det gør det ikke, fordi Algeriet højt og tydeligt har erklæret, at Algeriet ikke kan se, hvorfor Marokko skulle deltage, da Marokko ikke støder op til Sahel-området. Under denne erklæring ligger der en slet skjult henvisning til, at Marokko siden 1976 har besat Vestsahara, som støder op til Sahel-området. Algeriet anerkender ikke denne annektering af Vestsahara. Ergo støder Marokko ikke op til Sahel.
 
De delvist fejlslagne franske militære aktioner mod AQIM får ikke de islamiske gangstere til at stoppe deres aktiviteter. De franske operationer kan tværtimod fostre uvilje mod Frankrig og Europa. De europæiske og dermed franske sikkerhedstjenester kan sammen udveksle efterretninger, men det er kun Sahel og Nordafrikas regimer, der måske kan dæmme op for de islamiske gangstermetoder. Og så længe Marokko og Algeriet ikke kan finde en løsning på striden om Vestsaharas fremtid forbliver et regionalt anti-terrorsamarbejde sikkert et fata morgana.
 


Ulla Holm
ph.d., seniorforsker  
 


 
Bookmark and share
Opdateret: 08-11-10