Iran/USA i Hormuzstrædet: Hvem skyder først?

10. januar 2012

 
Irans advarsler mod USA og trusler om at hindre flådefartøjers transit i Hormuzstrædet fortsætter. Men har Iran viljen, og hvor vil det føre hen?


Vi kender billedet: to duellanter kigger intenst på hinanden. Hvem blinker først? Indtil videre fortsætter spændingen mellem USA og Iran. Men hvor ender det?
 
Hormuzstrædet har en global strategisk betydning alene på grund af den mængde af olie, som sejles igennem. Den betydning er Iran udmærket klar over. Landets seneste forsøg på at gøre krav på strædet er, at parlamentet forbereder en lov, hvori udenlandske krigsskibe skal søge om tilladelse til passage. En sådan lov er der næppe noget land, der vil rette sig efter. Og hvorfor så det?
 
Folkeret og stræder
United Nations Convention on the Law of the Sea (UNCLOS) udstikker retningslinerne for, hvordan stater kan gøre krav på stæder. Konventionen er ratificeret af 162 stater, herunder af de fleste Golf-stater, men hverken af USA eller Iran. Konventionen fastsætter, at i stræder som Hormuz har skibe ret til transit uden tilladelse fra den berørte kyststat, herunder også krigsskibe.
 
At hverken USA eller Iran har ratificeret konventionen betyder ikke, at Iran kan pålægge USA eller andre lande sejladsrestriktioner gennem strædet. Netop årtiers eller århundreds uhindret sejlads gennem Hormuz har betydet, at denne adfærd har vundet en sædvaneretslig karakter. Fri sejlads gennem strædet er blevet kutyme, og sådan en sædvane står ikke umiddelbart til at ændre. Derfor tvinger Iran med sine udmeldinger også USA til at sende krigsskibe sejle igennem for at sikre, at den sædvaneretslige hævd kan fortsætte. Iran har ingen folkeretligt opbakning, og der er ingen tvivl om, at USA vil sejle gennem Hormuz, så længe Iran fremfører sine krav over strædet.
 
 
Irans muligheder
Frygten for at krisen skal udvikle sig til en konfrontation er reel, men en konfrontation er ikke nødvendigvis sandsynlig. Iran vil ikke kunne finde opbakning for sit krav i FN’s sikkerhedsråd og ej heller i den Arabiske Liga, da alle medlemmer har en økonomisk interesse ikke kun i olien, men også i at den kan transporteres ud gennem et Hormuzstrædet, som ikke er iransk. Et iransk angreb vil tvinge Kina og Rusland til at reagere mod landet i Sikkerhedsrådet. Lande som Saudi-Arabien, Qatar, Oman, Bahrain og Emiraterne er alle bekymret over Irans ambitioner om at blive en regional stormagt og vil derfor, hvis ikke aktivt, så passivt støtte USA's tilgang. Dette står i kontrast til Irans hårde udmeldinger, men skal landet ikke miste anseelse i regionen som en regional stormagt, må det agere aktivt på den amerikanske tilstedeværelse.
 
I stedet for et angreb på en amerikansk tilstedeværelse, som Iran næppe vil kunne gennemføre succesfuldt, kan landet vælge at udfordre den. Det iranske militærs sammensætning betyder, at de kan sende hurtiggående flådeenheder mod en amerikansk tilstedeværelse, hvor de vil kunne genere og forsøge at fremprovokere en amerikansk reaktion. Tilsvarende vil Irans miniubåde og luftvåben kunne blive opfattet som truende fra amerikansk side. Iran vil kunne true med at affyre missiler, lave fingerede angreb eller på anden måde virke aggressiv uden at løsne et skud. Hvis dette kunne fremprovokere en amerikansk reaktion, hvor USA løsner det første skud, vil dette kunne blive Irans gevinst. Så vil det være USA og ikke Iran, som fremstår som aggressoren i regionen.
 
Ud over at provokere den amerikanske tilstedeværelse kan Iran vælge at genere den civile skibstrafik for at ramme det globale oliemarked og derigennem for at få USA til at reagere. En sådan tilgang kan virke naturlig for Iran, der netop bidrog til en sådan udvikling under Tanker-krigen i 1980'erne. Dengang havde det ikke den store indflydelse på selve oliemarkedet, men det resulterede i, at amerikanerne ved et uheld nedskød et civilt passagerfly med 290 passagerer. Et tilsvarende tilfælde i dag vil være kærkomment for iranerne.
 
Den der skyder først taber
Det er netop dette spil, som vil kunne udspille sig, hvis Iran ikke bøjer af på dets krav. Spændingen omkring Hormuzstrædet vil tiltage og true den skrøbelige ligevægt, der ved den mindste fejlbedømmelse vil kunne få sikkerhedssituationen til at tippe. Ingen af parterne er umiddelbar interesseret i konflikt, men ved en smule uforsigtighed kan en af dem komme til at ryste på hånden og skyde først. Men her vil det sandsynligvis være den som skyder først, der taber.
 


Johannes Riber Nordby

Orlogskaptajn, Militær analytiker


 
Se også:

Ordkrigen spidser til mellem Iran og Vesten
Hvordan begyndte den senste konflikt og hvor kan den ende?
Helle Malmvig i DR P3


 
Bookmark and share
Opdateret: 10-01-12