holocaust og folkedrab

Print


Auschwitz-dag 


Hvert år den 27. januar markerer Danmark Auschwitz-dag – den officielle danske minde- og mærkedag for Holocaust og andre folkedrab.
 
Formålet med Auschwitz-dag er at mindes Holocaust og andre af det 20. århundredes folkedrab samt at fremme debat, formidling og undervisning i folkedrab.

Auschwitz-dagen skal sætte folkedrab og politiske massedrab på dagsordenen og åbne for en diskussion om de etiske og politiske udfordringer, de stiller os overfor.


Aktiviteter under Auschwitz-dag

En række aktiviteter organiseres i forbindelse med Auschwitz-dag i regi af Ministeriet for Børn og Undervisning og tilrettes i samarbejde mellem adskillige ministerier og DIIS, Holocaust og folkedrab. Overordnet fordeler disse aktiviteter sig på to kategorier: 1) Undervisningsaktiviteter og 2) arrangementer for offentligheden den 27. januar.  
  • En række arrangementer den 27. januar markerer Auschwitz-dag. Det kan eksempelvis være foredrag med overlevende, filmforevisninger, koncerter og teaterforestillinger m.m. Markeringerne arrangeres ofte af landets kommuner, men kan også varetages af andre offentlige eller private initiativtagere.

  • DIIS, Holocaust og folkedrab tilbyder en vifte af tværfaglige undervisningstilbud til elever fra landets grundskoler og fra ungdomsuddannelserne. Undervisningselementerne består til dels af tre permanente websider (www.folkedrab.dk, www.holocaust.dk og ww.theresienstadt.dk), der primært henvender sig til ungdomsuddannelserne. Undervisningswebsiderne kan bruges af både lærere og elever i den daglige undervisning og i forbindelse med projektopgaver. Siderne indeholder blandt andet artikler om forskellige tematikker, kilder, arbejdsspørgsmål, videoklip, øjenvidneberetninger samt forslag til litteratur og yderligere materiale. 

  • DIIS, Holocaust og folkedrab arrangerer og organiserer en række aktiviteter for landets grundskoler, ungdomsuddannelser samt for landets voksenuddannelser. Formålet med disse aktiviteter er, at eleverne skal lære om folkedrabs dynamikker og de udfordringer, der er forbundet med at forhindre folkedrab i fremtiden. Blandt dette års aktiviteter er bl.a. ordningen ”Lån en ekspert”. 

Hvorfor navnet Auschwitz-dag?

Den 27. januar 1945 befriede sovjetiske tropper Auschwitz. Udryddelseslejren dannede i årene 1941-1945 rammen for mishandling og drab på mere end én million mennesker. Derfor er udryddelseslejren i dag også blevet et symbol på de frygtelige lidelser og grusomheder, som racistiske ideologier og totalitære regimer kan forårsage. Det er derfor, vi i Danmark kalder den 27. januar for Auschwitz-dag. 
 
Læs meget mere om Auschwitz-dag på www.auschwitz-dag.dk  

Top

Opdateret: 03-09-12