holocaust og folkedrab

Print

Holocaustarkæologi

– en arkæologisk funktionsanalyse af udryddelseslejrene i Polen 1941-1945.

Af Anders Otte Stensager

Abstract

Med udgangspunkt i en undersøgelse af de seks udryddelseslejre Auschwitz, Belzec, Chelmno, Majdanek, Sobibor og Treblinka i perioden 1941-45 er det foreliggende magisterspeciale et forsøg på at præsentere en arkæologisk funktionsanalyse af lejrene. 

Betegnelsen Holocaustarkæologi sigter udelukkende på at indkredse den arkæologiske forskning af de tidligere udryddelseslejre, som funktions- og tidsmæssigt udgør en selvstændig periode af den samlede nationalsocialistiske KZ-historik, men som i forskningslitteraturen ofte ukritisk kædes sammen med regulære KZ- og arbejdslejre.


Dernæst er specialet et forsøg på i arkæologisk sammenhænge, at præsentere et helt nyt satsningsområde, hvor brugen af traditionelle arkæologiske metoder som typologi og komparative analyser med udbytte kan anvendes og tilføje nye aspekter til lejrenes historik.

Specialet
er opdelt i to dele en hoveddel og en bilagsdel. Bilagsdelen består af en gennemgang af det arkæologisk-historiske materiale fra hver enkelt lokalitet og kan således læses separat. Hoveddelen består af fire afsnit, hvoraf det første er en generel præsentation til temaet, dets kildemateriale og gennemgang af den forskningshistoriske status. 

I andet afsnit følger en diskussion og definering af termen udryddelseslejr, som i det foreliggende defineres som udryddelseslejre med gasings- og kremeringsfacilitet. Defineringen omfatter således ikke kun lejre i Polen, men også lejre som Maly Trostinez, Mauthausen, Gusen I, Neuengamme, Ravensbrück, Sachsenhausen og Stutthof, der således også kan klassificeres som udryddelseslejre.

Kronologisk har det endvidere været muligt at inddele lejrene i tre kategorier: A, E og R-typen. A-typen eller Auschwitztypen omfatter lejre, der fra starten fungerede som arbejdslejre, men først senere fik installeret gaskamre. Gruppen omfatter lejrene Auschwitz, Gusen I, Majdanek, Mauthausen, Sachsenhausen, Stutthof og Ravensbrück. E-typen eller Eutanasitypen er lejre, hvor der blev indsat gasbiler. Dette gælder lejrene Chelmno og Maly Trostinez. Endelig følger R-typen eller Aktion Reinhardlejrene som Treblinka, Belzec og Sobbor. 

I afsnit tre gennemgås udvalgte grupper af bygningsarkæologiske anlæg og fund, der indgår i defineringen af en udryddelseslejr: indhegning, vagttårne, barakker, krematorier, gaskamre, massegrave og genstande. For hver gruppe er forsøgt opstillet en foreløbig typologi baseret på de nuværende efterladenskaber. Dernæst omhandler afsnit tre desuden problemerne omkring konstruktionen og antallet af gaskamre i Majdanek, hvortil et fjerde kan konstateres, typen af bevarede gaskammerdøre og et rekonstruktionsudkast til nedkastningssøjlerne i Birkenaus krematorium II-III. 

Holocaustarkæologiens fremtidige målsætninger og anvendelsesformer diskuteres i fjerde og sidste afsnit. Holocaustarkæologien er en del af den erindringskulturel bevidsthed, der på linie med den øvrige nazismeforskning søger at udbrede kendskabet til perioden 1933-45 gennem museale tiltag, mindesmærkernes betydning og den fremtidige værdi af disse loci memoriae. Hvilken rolle skal disse steder for eftertiden have? Lige så vigtigt er den nuværende bevaringstilstand af de respektive anlæg som fundamentsresterne af slottet i Chelmno, krematorierne i Birkenau og den uhindrede publikumsadgang til disse anlæg samt deres gradvise nedbrydning af vejrlig. Spørgsmål der generelt bør vægtes højere både kommunalt og i de respektive forskningsfora. Endelig diskuteres arkæologiens rolle overfor den stigende Holocaustbenægtelse.

Top

Opdateret: 01-05-07